Visioner om en alternativ livsførelse
Discover more from NY TID – kommentaravis og bokmagasin
Visioner om en alternativ livsførelse
Racisme, fremmedhad, vold og autoritarisme | private viltreservater | falske nyheter | kritisk raceteori | økologisk reise-beretning | ‘refolution’ og opstand | er trygghet vårt primære behov?
Visioner om en alternativ livsførelse
FÆLLESSKAB / Behovet for at dæmme op for frygten for en usikker fremtid er i dag stor. Racisme, fremmedhad, vold og autoritarisme vokser over hele verden. Vi presenterer her noen alternativer til dette.
Forskellige typer af nye fællesskaber etableres i disse år – i en tid, hvor civilisationen har en sjette masseuddøen som bagtæppe. Fællesskaber, som ofte udvikles med en eller anden form for involvering af kommunen. Erfaringer fra initiativer med forskellige typer af organisatoriske fællesskaber er samlet i Fearless Cities – i netværk i en slags mosaik med forskellige typer partnere.
Den første Fearless Cities-begivenhed blev arrangeret af Barcelona En Comú i 2017 og samlede mere end 100 kommunale organisationer fra alle kontinenter (se NY TID, forår 2021).
Fearless Cities er en global bevægelse, der består af aktivister, organisationer og borgmestre. Her arbejdes (1) for at radikalisere demokratiet, (2) for at feminisere politik og (3) drive overgangen hen mod en økonomi, der tager vare på mennesker og miljø.
Behovet for at dæmme op for frygten for en usikker fremtid er i dag stor. For frygten har trængt sig ind i mange dele af samfundet. Hvad venter der f.eks. vore børn i deres liv? Det modsvar som systemet tilbyder, viser sig i stigende grad at være individualistiske løsninger, baseret på mistillid og frygt for ‘den anden’, hvorved frygten forstærkes. Racisme, fremmedhad, vold og autoritarisme vokser over hele verden.
I en invitation i efteråret 2022 til endnu en Fearless Cities-begivenhed (i Rosario, Argentina) hedder det: «Fearless Cities er på én og samme gang en strategi for fremtiden og for nutiden. En måde at søge mod en horisont, hvortil det er værd at gå, mens vi her og nu materialiserer det samfund, vi ønsker. […] Det handler om at genopfinde demokratiet derfra hvor demokratiet blev født, nemlig fra byen. Det er fra det nære, at det virkelige og det konkrete findes og skal udvikles – hvorfra vi skal bygge en ny politisk kultur, en ny måde at gøre tingene på, en ny måde at organisere os på». (se www.fearlesscities.com/)
I Rosario blev ved tre dages aktiviteter introduceret 25 temaer, som forbinder hverdagslivet med rummet for borgernes deltagelse ……
Private viltreservater – et forretningskonsept til artenes bevaring
ESSAY/SØR-AFRIKA: Ca. 500 sørafrikanske viltreservater representerer en spektakulær markedsplass. Men etter tretti år har eksempelvis Shamwari Private Game Reserve i dag sju luksuslodger, en explorer camp, et læringssenter, en rehabiliteringsstasjon for unge, forlatte eller skadde dyr – og ikke minst en politienhet til bekjempelse av krypskyting.
Å tenke på flukt er hensiktsløst og dessuten illojalt. I dag kan vi snakke om flukt fra alle krisene: Ukraina-krise, energikrise, inflasjons-krise, pandemi-krise, demokrati-krise. For ikke å snakke om et tema som er nær knyttet til en krise «alle» etter hvert refererer til – klimakrisen. Dens tvillingkrise heter artenes tilintetgjørelse og har også en mer anklagende betegnelse: økocid.
Leting etter håp har ført meg til uventet territorium. Til det sørlige Afrika og til privat næringsliv – bedrifter som gjør en mammutinnsats for artsmangfoldet: de private viltparkene.
Sør-Afrikas økosystemer var på full fart mot total rasering da det første viltreservatet, Imfolozi Hluluwhe, ble opprettet i provinsen KwaZulu-Natal i 1895. Parken er på 960 km² og det genetiske hjem for alle verdens hvite neshorn. I 1898 kom Kruger nasjonalpark på kartet, Sør-Afrikas største viltreservat, med et areal på 20 000 km². Den som vil oppleve verdens mest ikoniske dyrearter på nært hold – elefant, løve, neshorn, gepard, fiskeørn, villhund, leopard – reiser ofte til Sør-Afrika og andre land i det sørlige Afrika. Inntil midten av forrige århundre hadde de imidlertid måttet lete mer enn man trenger å gjør i dag. Jorden var utarmet av dårlige jordbruksmetoder og følgene av kriger; naturlige habitater ble utradert;
På 1990-tallet, i den lille byen Port Elisabeth på Afrikas sørspiss, satt en forretningsmann ……
BØKER:
I spetakkelmedienes ørkenlandskap
MEDIER / Undersøkelser viser at mer enn halvparten av Tysklands befolkning tror at de mottar falske nyheter. I Frankrike mener 80 prosent det samme.
«Pappa, tro meg!» Dette er tittelen på Misja Katsurins hjemmeside. Katsurin bor i Ukraina. Det samme gjør 11 millioner ukrainere med slektninger i Russland. Grunnen til hjemmesiden? Misjas russiske far stoler mer på statsfjernsynets løgner enn på sønnen sin når han forteller om tragediene rundt ham, forårsaket av Putins angrepskrig. Med sine dokumenterte beskrivelser vil han gi råd til andre i samme situasjon. Om hvordan man kan komme i dialog med familie og venner som vegrer seg mot å godta en åpenbar virkelighet.
Med dette initiativet har Katsurin også fanget oppmerksomheten til en høyt ansett tysk medieforsker, Bernhard Pörksen, som kommenterer: «Katsurins initiativ er så vellykket fordi han i utgangspunktet skaper et grunnlag for samtalen. Han viser faren sin respekt før han går videre med bevegende og forståelige historier. Man merker, gjennom flere dialoger med faren, hvordan dennes propagandabilde slår sprekker.»
……
En anti-anti-racisme
RACISME / En neo-konservativ bevægelse har gjort det til sin dyd at ‘afsløre’ særlig den kritisk raceteoris politiske ærinde, anført av Christopher Rufo som mener dette udgør intet mindre end en eksistentiel trussel mod de forenede stater. Et nettverk av ‘Trufers’?
Kritisk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning om køn, race og migration er i disse år under politisk angreb i Danmark. Såkaldte liberale politikere hænger forskere ud på Folketingets talerstol og i landsomspændende medier udelukkende på grund af deres forskning. Ligeledes bliver akademiske peer-reviewede artikler hængt ud for at være uvidenskabelige. Forskere udsættes for professionel såvel som alvorlig personlig chikane. Universiteterne har på Folke-tingets ordre udarbejdet en liste over kurser, hvor der undervises i såkaldt ‘aktivistisk’ samfunds-teori. Og pludselig synes et fåtal af danske journalister – særligt tilknyttet borgerlige aviser – at det er utroligt sindsoprivende at deltage ved og undercover-agtigt reportere fra akademiske konferencer der behandler spørgsmål om køn, race og migration fra et kritisk perspektiv.
Det pudsige ved den danske debat er, at det ikke er noget særegent, men en tendens der de sidste par år har fået sit eget liv i det globale nord. Snarere er det en del af en neo-konservativ bevægelse, der – ikke overraskende nok – har sit ophav i en amerikansk kontekst anført af den konservative aktivist, Christopher Rufo, den konservative tænketank Manhattan Institute og det kontroversielle medie Fox News. Som frontfigur for denne ’bevægelse’ har Rufo gjort det til sin dyd at ‘afsløre’ særlig den kritiskraceteori#s politiske ærinde, hvilket ifølge ham udgør intet mindre end en eksistentiel trussel mod de forenede stater.
I sin nye bog, The War on Critical Race Theory (2023), spørger ……
En sjøsyk pirat på romskipet jorden
ØKOLOGI: I denne fortellingen blir livet på seilbåten et mikrokosmos. Turistenes liv i sør forstyrrer dyrelivet – samtidig som livet under vann er gått tapt på grunn av overfiske, erosjonen øker på grunn av tapte tareskoger. Er det mulig å forstå at den verden som understøtter kroppen og bevisstheten, er naturen selv?
Her er en underfundig økologisk reise-beretning. Et forsøk på å flykte fra miljøproblemene ble en anledning til å lære – og navigere mot en ny selv-forståelse.
Klimaendringene oppleves på sitt mest direkte og intense under hetebølger, der vi virkelig innser at vi lever i et klima som omgir oss. Luften som lar oss leve og ånde, blir en kvelende plageånd, og vi blir tvunget til å ta situasjonen innover oss. Nettopp dette er utgangspunktet for den danske sosiologen Nikolaj Schultz’ essayistiske fortelling, Land Sickness, opprinnelig utgitt på fransk som Mal de Terre – som gir det en klanglikhet til uttrykket mal de tête. Det er også i Frankrike, nærmere bestemt Paris, handlingen begynner, under en hetebølge som bokens jeg-person – Schultz’ alter ego – beskriver i en dels delirisk, dels analytisk gjengivelse av klimaendringenes direkte innvirkning på tanke- og følelsesliv, helt ned til forskjellige former for kroppslig ubehag som blander seg med eksistensielle kvaler.
I vår tid har vi turistene blitt de nye piratene, som plyndrer og herjer.
Schultz har gjort seg bemerket med en annen utgivelse, den manifestlignende boken Mémo sur la Nouvelle Classe Écologique, skrevet sammen med den nylig avdøde vitenskapsteoretikeren og filosofen Bruno Latour. Som Latour gjorde i sin siste bok After Lockdown – som var løselig bygget på Kafkas novelle Forvandlingen – tar Schultz i bruk allegoriske og fortellende grep for å dramatisere den økologiske krisen som desorientering – og reorientering. Det mest desorienterende med hetebølgen er at den er en del av en større omkalfatring av menneskelivet i miljøkrisens tid, der vi påvirker omgivelser som i sin tur påvirker oss. Denne situasjonen er vanskelig å flykte fra, siden den ikke bare omfatter atmosfæren, men hele planeten.
Like fullt handler fortellingen i Land Sickness om et fluktforsøk – fra Paris til en seilas ut til en øy i Middelhavet, la Porquerolles.
I resten av fortellingen blir seilbåten – øya der den legger til – et mikrokosmos. Jeg-personen møter stadig seg selv i døren, og alt som skjer, alle ting smittes av ……
‘Refolution!’
OPSTAND / Asef Bayat forsøger at udfordre analysen af det arabiske forår (2011) som et entydigt nederlag. Han har helt ret i at fokusere på pladsbesættelses-modellen. Bayat har introduceret termen ‘refolution’ som en beskrivelse af opstandene – uden henvisninger til de tre dominerende revolutionsmodeller.
Selvom der selvfølgelig fandt opstande og masseprotester sted i perioden fra sidst i 1970’erne, nogle af de vigtigste inkluderer demonstrationerne på Tiananmen-pladsen i 1989 og alterglobaliseringsprotesterne i slutningen af 1990’erne i blandt andet Seattle, Göteborg og Genoa – så udgør revolterne og revolutionerne, der fandt sted i 2011 i Nordafrika og Mellemøsten et afgørende vendepunkt i den nyere historie om oprør efter en lang periode uden nævneværdige protester.
Det såkaldte arabiske forår, der startede i Tunesien i december 2010 og hurtigt i løbet af januar 2011 spredte sig til Ægypten, og siden til Yemen, Libyen, Syrien og Bahrain og flere andre lande i regionen, fremstår i retrospektiv som startskuddet på en helt ny omfattende opstandscyklus, vi stadigvæk synes at befinde os i.
Fra revolutionerne i Tunesien og Ægypten i januar og februar 2011 har vi et forløb, der inkluderer begivenheder som pladsbesættelsesbevægelserne i Sydeuropa, der førte til Syriza og Podemos, Occupy-bevægelsen i USA i efteråret 2011; de store transportprotester i Brasilien i 2013; demokratidemonstrationer i Hong Kong i 2014 og 2019; protesterne mod racistisk politi i USA i 2014 og igen i 2020, hvor vi havde George Floyd-revolten; Maidan i Ukraine i 2014; De Gule Veste i Frankrig i 2018 og 2019; Sudan-kommunen i 2019; opstande i Kasakhstan og i Sri Lanka i 2022; den feministiske opstand i Iran; og senest strejker og demonstrationer mod Macrons pensionsreform i Frankrig i foråret 2023. Som blandt andre Donatella di Cesare og Endnotes har beskrevet, har vi at gøre med et globalt diskontinuerligt forløb, hvor der bliver ved med at finde opstande sted, hvor demonstranter går på gaden og kræver, at den lokale regering eller diktatorer træder tilbage.
Langt de fleste steder har masseprotesterne ikke resulteret i regimeskifte, men det gjorde det som bekendt i Tunesien og Ægypten, hvor henholdsvis Ben Ali og Mubarak blev smidt på porten i løbet af overraskende kort tid. Ved at demonstrere i gaderne og besætte centrale pladser lykkedes det demonstranter at vælte diktatorer, der havde siddet tungt på magten i årtier og indtil da så ud som om de ville blive siddende uendeligt.
I årene efter 2011 er begge revolutioner som bekendt blev slået tilbage, og både Ægypten og Tunesien er i dag igen styret af diktatorer. Det gik hurtigst i Ægypten, hvor militæret efter en kort alliance med Det muslimske broderskab igen selv tog magten, og siden 2014 er Ægypten blevet styret med hård hånd af præsident og generaloberst al-Sisi. Enhver form for kollektiv mobilisering har længe været umulig. Tunesien var længe undtagelsen i analyserne af det arabisk forår, hvis Syrien og Libyen hurtigt blev kastet ud i borgerkrige, og Ægypten blev et militærdiktatur, blev der ikke blot ved flere lejligheder helt frem til 2020 afholdt valg i Tunesien og dannet regeringer med deltagelse af flere forskellige partier, det var muligt at formulere krav om ……
Korona-refleksjoner
ESSAYS / The Coronation er en tankevekkende, men naiv essaysamling om pandemien som et sosialt fenomen.
Av alle essayene Charles Eisenstein har samlet i boken The Coronation, synes jeg erindringene om zikaviruset er et av de mest slående. Zikaviruset har gått i manges glemmebok, men i «Zika and the Mentality of Control» minner Eisenstein oss om at vi er villige til å gå ganske langt i bytte mot beskyttelse mot innbilte – og reelle – trusler.
Zikaviruset er en begrenset trussel for de fleste ikke-gravide mennesker, men likevel fikk frykten for viruset foreldre til å følge oppfordringer om å holde barn innendørs, midt på sommeren. «For meg var den største galskapen at ingen andre synes at det var galskap», skrev den amerikanske forfatteren to år før koronaviruset kom.
Er det så enkelt? Kan ikke det å avskrive vår kollektive aksept av til dels svært betydelige frihetsinnskrenkninger under pandemien som galskap, vitne om en manglende vilje til å godta at trygghet er vårt primære behov? Det er langt fra første gang i historien av mennesker villig har gitt styresmakter større makt på bekostning av egen frihet (og andres) fordi man på den måten følte seg tryggere.
I et oppgjør med Foucaults syn på makt som et selvforsterkende konsept ……